Projektidé

Ambitionen er at udvikle og udbrede en nyskabende pædagogisk tilgang med inspiration i H.C. Andersens eventyrverden gennem legebaseret samskabende praksis. En tilgang som skal inspirere pædagoger i Danmark såvel internationalt og være med til at skabe nysgerrige børn, der er fulde af gå-på-mod, trives og er trygge ved at udforske verden gennem legens og eventyrets univers.

Projektet er flerårigt og har en tosidet tilgang med et henholdsvis dansk og internationalt fokus.

I juni 2021 fik projektet støtte af H.C. Andersen Fonden til realisering af projektets første fase (2021-medio 2022), herunder udvikling af et legebaseret pædagogisk grundlag inspireret af H.C. Andersen og hans eventyr.

Fra 2023 gælder det om at brede projektet ud i både Danmark og internationalt med Kina som første destination.

Projektet er udviklet på baggrund af et behov for inspirationsmateriale til en legebaseret tilgang baseret på H.C. Andersens eventyr og målrettet pædagoger i dagtilbud og indskoling.