Baggrund

Eventyret, legen og magien er lige her – det ved børnene, og det vidste H.C. Andersen. Et kik ind i H.C. Andersens eventyr åbner for en verden af poesi, fantasi og eventyrlighed, hvor alt er muligt, og alt kan ske.

Legen er grundstenen i børns dannelse, og gennem leg finder børnene ud af, hvem de er, og hvem de er i forhold til andre. Derfor skal der skrues op for leg, fantasi og fortryllelse i en verden, som bliver mere og mere kompleks. Pædagogers legemod skal styrkes i legefællesskaber med børnene og med respekt for legens væsen og børnenes perspektiver.

H.C. Andersens eventyr rummer en mangfoldighed at temaer og værdier, som alle mennesker – børn som voksne – kan spejle sig i. Han skriver om det at være menneske og om alle de fortrædeligheder, glæder og sorger, vi udsættes for og som udfordrer os. En kombination af leg og ´digterens eventyr skal skabe en tryg legebaseret ramme, som giver frirum og frihjul til eventyrlige lege og nye erkendelser hos såvel børn som voksne.

Projektet er startet på Nordfyns Højskole, som i årene 2017-2019 gennemførte en række kurser for reformvenlige kinesiske pædagoger og uddannelseseksperter.

Visionen er børn, der trives og gror gennem eventyrlige legefællesskaber og kreativ samskabelse inspireret af H.C. Andersens eventyr.